Nem skaldyrssuppe med fennikel og urter
I vores familie har vi en skør, men skøn tradition. Vi spiser skaldyr lillejuleaften. Denne suppe er blevet en del af traditionen. I begyndelsen var det for at introducere forskellige skaldyr for Emma og Oskar, men nu er det bare et dejligt afbræk i al den fede julemad. Suppen er også dejlig gæstemad.
4 personer
20 kæmpe tigerrejer
1⁄2 kg blåmuslinger med skal
1 finthakket løg
2 finthakkede fed hvidløg
3-4 spsk olivenolie
1 dl hvidvin (eller vand)
1 l fiskefond, hjemmelavet eller købt
3 dl orange puré eller 2 gulerødder i skiver
1 fennikel i skiver
3 dl hvid sauce
1 håndfuld friske, hakkede krydderurter, f.eks. persille, basilikum, dild og timian
citronsaft
lidt honning eller andet sødt
salt
peber
friskkværnet peber
8-10 kammuslinger
Rens og pil rejerne. Skyl blåmuslingerne under koldt vand, og fjern evt. tangrester. De blåmuslinger, som ikke lukker sig her, kasseres. Svits de finthakkede løg og hvidløg i olivenolien i en stor gryde, tilsæt vin, og lad det koge op. Damp blåmuslingerne i hvidvinen, til de åbner sig. Tag muslingerne op af gryden – uåbnede muslinger kasseres. Hæld fiskefond, orange puré og fennikel i gryden, og lad det simre i 20 minutter. Tilsæt den hvide sauce, hakkede krydderurter og citronsaft, og smag til med honning, salt og peber. Steg nu tigerrejerne 1-2 minutter på hver side. Steg derefter kammuslingerne ca. 1 minut på hver side. Det er vigtigt, at kammuslingerne er helt tørre, og at panden med rigeligt fedtstof er meget varm. Fordel fiskesuppen og skaldyrene i skåle. Hak alle de krydderurter, I kan blive enige om, og drys dem over retten. Servér straks.