Den gule drik
Gurkemejerod smører dine led, styrker slimhinderne og er en stærk antioxidant. Ingefærrod giver immunforsvaret et varmende kick. Denne drik er en god start på dagen og kan drikkes løbende igennem dagen, f.eks. hvis du bliver lækkersulten eller bare har lyst til noget med smag. På travle dage dropper jeg kogeprocessen og bruger rødderne rå, men især gurkemejen har brug for opvarmning for fuldt ud at aktivere Curcurmin, som er det stof i roden med antiinflammatoriske egenskaber.
Drikken kan fortyndes efter behov og tilsættes dadelsød eller honning for en sødere version. Den lidt sødere version kan tilsættes vaniljepulver og nøddemælk, jeg foretrækker mandelmælk og varmes op som en ”Golden Latte” version. Husk at gemme pulpen, du kan bruge den i kager. Den kan fryses ned og holde et par måneder. Pas på gurkemeje farver rigtig meget, og er svært at få af igen.
1 liter
2 stk. 2-4 cm lange friske gurkemejerødder
Ca. 10 cm frisk ingefærrod
1 l vand
1 hel skyllet økologisk citron
Evt. 5 spsk bipollen
Evt. 1 spsk bukkehornsfrø
Evt. 2-3 peberkorn som også aktiverer curcurminen
Vask eller skræl rødderne og giv dem et opkog i ca. 10 minutter i lidt af vandet. Lad rødderne køle helt af i kogevandet. Blend alle ingredienser helt fint mindst et par minutter. Si pulpen fra, og din drik er færdig. Opbevares på køl i op 1 uge. Husk at ryste flasken før brug, der danner sig bundfald.