Timbales af grønkål og knoldselleri

Skærmbillede 2021-06-23 kl. 14.10.59.png

Mange mennesker har svært ved at bruge grønkål i det daglige, og det er synd, for det smager fantastisk. Og så er det propfyldt med vitaminer. Jeg spiser det som regel råt og sprødt for at bevare mest mulig saft og kraft, men det kan fint bruges i varme retter.

Giver ca. 12 timbales

4-5 grønkålsblade
1 finthakket håndfuld persille
3 timiankviste (kun bladene)
1⁄2 knoldselleri, skrællet og fintrevet(cirka 300 g)
50 g finthakkede nødder, for eksempel macadamian, cashewnødder, eller smuttede mandler
6 æg
2 dl kokosmælk
1 tsk revet muskatnød
klaret smør eller olivenolie til formene
2 tsk salt
friskkværnet peber

Forvarm ovnen til 200 grader, og riv bladene af grønkålens grove midterstængel. Hak dem fint, og bland dem med krydderurterne. Hvis du har en foodprocessor, kan du hakke det hele i den. Blanchér grønkålen i klaret smør et par minutter. Den må ikke tage farve. Bland den skrællede og fintrevne knoldselleri med nødderne i en separat skål. Smør muffinformene med fedtstof, og fordel selleristrimler og grønkål lagvis. Pres hvert lag godt sammen, og slut af med selleri. Pisk kokosmælk, æg, salt, muskatnød og friskkværnet peber godt sammen, og fordel langsomt massen over grøntsagerne. Æggemassen kan være nogen tid om af sive ned over grøntsagerne. Bag dine timbales i cirka 20 minutter, eller til de er gyldne i overfladen, og server dem varme.