Små sprøde tærter med friske bær

Skærmbillede 2021-06-15 kl. 16.09.28.png

Det ser fint ud med mange små tærter, men har du ikke små tærteforme, kan du sagtens bruge én stor på ca. 20 cm i diameter. Overskydende dej bages som småkager, evt. tilsat kanel eller lakridspulver.

6 små eller 1 stor

100 g blandede nødder (f.eks. mandler, hasselnødder eller macadamianødder)
30 g kokosflager eller groft kokosmel
1 dl palmesukker
korn af 1/2 vaniljestang eller 1 tsk vaniljepulver uden sukker 
50 g fedtreduceret mandelmel
1 nip salt
80 g smeltet let afkølet kokosolie eller klaret smør
1 æg
frysetørret frugtkrymmel, f.eks. hindbær, solbær eller jordbær

Blend alle de tørre ingredienser fint. Tilsæt fedtstof, og smuldr dejen godt sammen. Saml til sidst dejen med et æg, og sæt den på køl i 15 minutter. Tænd ovnen på 150 grader. Fordel dejen i 6-8 små forme eller én stor. Bag tærterne i 20-30 minutter, eller til de er lysebrune. Vip eventuelt én af dem ud, og se, om de er blevet lysebrune på undersiden. Måske skal de tages ud af formen halvvejs og bages færdigt omvendt.

Creme

1-2 dåser kokosmælk
korn fra 1 vaniljestang
3 æggehvider (evt. pasteuriserede)
3 spsk agavesirup, honning eller dadelsød efter behov

Hæld den flydende del fra kokosmælken. Smid den ikke ud, for den kan fryses og bruges i en smoothie eller suppe på et andet tidspunkt. Pisk kokosflødeskum sammen med vaniljekorn og agavesirup, honning eller dadelsød til en ensartet mousse i en skål. Pisk så æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i kokosmassen. Smag til med sødt. Lad gerne moussen stivne et par timer før brug, evt. i en sprøjtepose eller plasticpose egnet til fødevarer. Fordel creme og bær i de afkølede tærtebunde, og pynt med frysetørret frugtkrymmel og evt. spiselige blomster.