Ketchup
Jeg er en meget stor fan af ketchup og kan spise det til næsten alt. Derfor vil jeg også anbefale, at man laver en dobbelt portion af denne søde og skønne ketchup. Den laves helt uden sukker og smager superdejligt.
1 portion
300 g tomater, gerne solmodne og søde
400 g flåede tomater
2 modne pærer, skåret i tern
2 rødløg, ca. 80 gram
2 fed hvidløg eller 1⁄2 tsk. hvidløgspulver
1⁄2 dl lys eddike
1⁄2 tsk. kardemomme
1 tsk. spidskommen
1⁄2 dl sødt, f.eks. dadelsød, lys agavesirup eller palmesirup
salt
peber
evt. lidt citronsaft
Blend tomater, pærer, løg og hvidløg til en tynd puré, og lad den koge ind ca. 45 minutter. Tilsæt eddike, krydderier, sødt, salt og peber, og kog ketchuppen ind til ønsket konsistens. Smag til med salt, sødt og surt i form af lidt frisk citronsaft.
Køl ketchuppen af, og hæld den på en skoldet flaske eller glas. Den kan holde sig 8-10 dage på køl og på frost 3 måneder.