Fiskemousse

Skærmbillede 2021-06-23 kl. 13.26.39.png

Denne utroligt nemme fiskemousse står på morgenbordet hjemme hos os flere gange om ugen. Hovedingrediensen er kold fisk, så det kunne sagtens være rester fra gårsdagens aftensmad, og hvis du ikke har så meget tid om morgenen, kan den laves, inden du går i seng. Som regel spiser vi den over en selleribøf, drysset med friske, finthakkede grøntsager som spidskål, tomat, gulerod, porre og peberfrugt. Jeg har givet nogle forslag, jeg vil foreslå dig at prøve, men du kan variere i det uendelige med denne opskrift. Hvis du ikke lige har de krydderier, som opskriften kalder på, så prøv dig frem, og erstat dem med noget andet. Fiskemoussen er praktisk at have med på madpakken, enten som pålæg eller som tilbehør til en salat, og den kan holde sig i 1-2 dage på køl.

Grundopskrift til mellem 2 og 4 serveringer

300 g kold fisk, bagt, stegt eller konserveret.
2 spsk. mayonnaise (gerne hjemmelavet, se opskrift her. Mayonnaisen kan udelades)
havsalt og friskkværnet peber.

Kom fisken i en foodprocessor eller røremaskine med mayonnaise, salt og peber. Tilsæt dine smagsgivere, og blend massen, til den får en ensartet og luftig konsistens.

Selleribøf

Selleribøffen er rigtigt god at bruge som bund for fiskemoussen – et af de store og nemme hit hjemme hos os.

1 skrællet knoldselleri
2 spsk kokosolie eller klaret smør

Skær den skrællede knoldselleri i skiver på cirka 1 cm. Steg dem på panden ved lav varme i cirka 20 minutter, eller til de er møre, og server med fiskemousse eller anden topping.