Blomkålsgratin med persille og estragon
En favorit blandt børn og voksne. Husk at få lavet rigeligt, for det bliver spist, og om ikke andet kan det lige vendes på en pande næste dag som en del af morgenmaden. Hvis du har grøntsagsrester i køleskabet, er gratin også en god måde at få dem brugt på. Skal der være ekstra glæde blandt børnene, pyntes gratinen med god bacon i strimler, før den bages.
4 personer
1 blomkålshoved i buketter
100 g smør
2 spsk fedtreduceret mandelmel
2 dl kokosmælk/fløde
4 dl hvid sauce
5 æg (æggehvider og blommer skilt) finthakket estragon og persille
muskatnød
salt
friskkværnet peber
sesamfrø til pynt
Damp blomkålsbuketterne let, og lad dem dryppe godt af. Tænd ovnen på 200 grader. Smelt smørret, og pisk mel og smør sammen. Tilsæt kokosmælk under omrøring, og lad det tykne. Tilsæt hvid sauce, æggeblommer, krydderurter, muskatnød, salt og peber, og lad opbagningen køle af. Pisk nu æggehviderne stive, og rør forsigtigt opbagningen og de stive æggehvider sammen lidt ad gangen. Fordel blomkålsbuketterne i et smurt, ildfast fad og hæld æggemassen hen over i et jævnt lag. Drys evt. på toppen med lidt knuste sesamfrø. Bag ved 200 grader i ca. 30 minutter, til gratinen er gennembagt og gylden på toppen.